Se dette nyhedsbrev i en browser
 
 

LOKALDEMOKRATI OG MEDBORGERSKAB

 
 
 
 
LOKALDEMOKRATI OG MEDBORGERSKAB #7 - APRIL 2024
 
Kære læser
 
Velkommen til forårsudgaven af Lokaldemokrati og Medborgerskab om lokal udvikling og projekter, puljer og fonde, borgerdialog, planer og høringer m.m. i Næstved Kommune.
 
Læs om, hvordan du kommer med forslag til Næstved Kommunes budget for 2025, og hvordan Klimakaravanen kommer til dit lokalområde. Der er kommet nye bænke i Fruens Plantage, og du kan komme med indspil til, hvad der skal ske med Herlufsholm svømmehal og til udviklingen af Næstved bymidte.
  
Hvis du har en historie til næste nyhedsbrev om, hvad der rør sig lokalt, så send en mail til mldin@naestved.dk.
 
Send gerne nyhedsbrevet videre med opfordring til at tilmelde sig nyhedsbrevet her.
 
 
 

INSPIRATION FRA LOKALOMRÅDER

 
 
 
 
 
 

Nyd foråret fra de nye egetræsbænke på 'Maries rute til ro' på Åsen

 
Friluftsrådet har doneret to flotte egetræsbænke til ”Maries rute til ro” i Fruens Plantage på Åsen. De er begge stillet op de smukkeste steder i den dejlige skov. Kom og find dem og nyd det kriblende forår, solen og spætternes trommen.
 
'Maries rute til ro' er en guidet lydvandring på 4 km, med 10 lytteposter der aktiveres via QR-koder og aflyttes på din mobiltelefon.
 
Læs mere om Maries rute til ro på Rønnebæksholms hjemmeside. Her kan du også finde kort over ruten, med angivelse af lytteposterne.
 
Lydværket er indtalt af Rikke Bille, musik af Bjarke Falgren, design og manuskript af Kirsten Lodal Askekilde.
 
 
 

PULJER OG FONDE

 
 
 
 
 
 

Søg penge til friluftsliv og natur - ansøgningsfrist 1. maj

 
Har du et godt projekt, som styrker og forbedrer friluftsliv og natur? Så kan du søge penge i Næstved Kommunes pulje til Grønne Borgerprojekter. Puljen er på 500.000 kr.
 
Ansøgningsfristen er 1. maj, og ansøgerne får svar senest 10. juni.
 
Læs mere om puljen og hvordan du søger på Næstved Kommunes hjemmeside.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Sabine Meyer på 5588 6164 eller Michael Krogh på 5588 6162.
 
 
 

Vis vej til en bæredygtig hverdag igennem kunst og kultur

- og søg op til 50.000 kr. hvis du har et kulturprojekt, der handler om bæredygtighed, eller som er bæredygtigt i sin form. Projektet skal være et samarbejde mellem kulturaktører på tværs af kommunegrænser, og aktiviteterne skal foregå i én eller flere af de 6 kommuner i Kulturregion Storstrøm.
 
Der er løbende behandling af ansøgninger frem til juni 2024.
 
 
 
 
 
 
 
 

Få tilskud til at vedligeholde landsbyens gadekær

Den 24. juni er der ansøgningsfrist til Næstved Kommunes pulje til vedligeholdelse af gadekær og grønne områder.

Bylaug kan søge om 3.000 kr./år, hvis bylauget vedligeholder et areal med offentlig adgang.

Læs mere om puljen, og om hvordan I søger på Næstved Kommunes hjemmeside.

Læs også om hvad I kan få hjælp til, hvis I ønsker at udvikle jeres landsby eller område.
 
 

Søg penge til at styrke liv og udvikling i dit lokalsamfund - ansøgningsfrist 17. april


Har du en idé til at styrke livet og udviklingen i jeres landsby eller lokalsamfund? Siden 6. marts har du kunnet søge Landdistriktspuljen, og du kan fortsat nå at søge om tilskud til borgerdrevne dagligvarebutikker og almennyttige, rekreative og kulturelle projekter i landdistrikter med vindmøller og solcelleparker.

Læs mere på Center for Landdistriktsudviklings hjemmeside.
 
 
 
 
 
 
 

Søg penge til bynatur og fællesskaber - ansøgningsfrist 16. april

I kan fortsat lige nå at søge Nordea-fondens 'Her gror vi'-pulje, der har ansøgningsfrist 16. april. Puljen giver tilskud på mellem 200.000 og 1 mio. kr. til at skabe grønne åndehuller og styrke fællesskab i byerne.

Jeres projekt skal indeholde udendørs aktiviteter, der understøtter fællesskabet og bidrager til flere gode liv i byen (min. 1.000 indbyggere). Initiativerne skal komme mange til gode, bidrage til flere grønne og blå samlingssteder og styrke biodiversiteten i byerne. 

 

 
 

ARRANGEMENTER, KURSER, NETVÆRK, VIDEN

 
 
 
 

Hvad synes du der skal ske med Herlufsholm Svømmehal?

Gode idéer søges! Herlufsholm Idrætscenter inviterer til åbent møde onsdag d.15. maj kl.18 i Herlufsholmhallen.
 
- Kan bygningen genbruges? Til hvad? Skal svømmehallen rives ned, og erstattes med f.eks. Multihal, Foreningslokaler eller samlingssted for alle der dyrker idræt og motion i naturen, ….? 
 
Mulighederne er mange, og placeringen er fantastisk. Vi ønsker forslag til så mange forskellige brugere som muligt.

Tilmelding på info@hg-ic.dk med oplysninger om navn, evt. forening og antal deltagere.
 
 
 
 
 
 

Få flere frivillige i jeres lokalsamfund

 
Hvordan finder I frivillige og hvordan holder I engagementet højt? Kom og hør, hvordan I finder de helt rigtige frivillige til netop jeres forening, når Frivilligcenter Næstved holder kursus 29. april kl.17-20. Kurset holdes i samarbejde med Center for Frivilligt Socialt Arbejde.
 
Kurset er målrettet foreninger m.fl., der laver frivilligt socialt arbejde.
 
Tilmelding senest d.18. april. Læs mere på Frivilligcenter Næstveds hjemmeside.
 
 
 

Hvilket partnerskab kan I have glæde af i jeres lokalsamfund?

 
Har du tænkt på, at din forening kan få et udbytte af at indgå i et partnerskab med andre – og skabe værdi på nye måder i jeres lokalsamfund?
 
Kom og deltag i denne inspirations- og udviklingsaften, hvor Fritidsudvalgets formand Torben Stenstrup fortæller om partnerskaber. Der bliver også dialog og partnerskabs-dating mellem de deltagende foreninger og potentielle samarbejdspartnere fra Næstved Kommune.

Onsdag den 17. april 2024 kl.18.00–20.30 på Sydpolen på Kobberbakkeskolen afd. Sydby.
 
Læs mere og tilmelding på Næstved Aftenskoles hjemmeside.
 
 
 
 
 

Har I brug for inspiration til at kickstarte et projekt i jeres landsby? - Se her

Hvordan går man fra idé til færdigt projekt? Seks landsbyer har bidraget Landdistrikternes Fællesråds ny guide til, hvordan man kommer i mål med lokale udviklingsprojekter, der kan få lokalområdet til at blomstre.
 
Landet over brænder ildsjæle for at igangsætte projekter, der gavner fællesskabet og gør lokalområder attraktive. Den gode vilje bliver dog ofte udfordret og bremset. Målet med den ny guide er at give klare og effektive redskaber til at håndtere faserne i projektudviklingen, så projekter kommer i mål.
 
 
 
 

Kom til debataften om kernekraft

 
De seneste år er debatten om kernekraft i Danmark blusset op igen. Grøn Omstilling Næstved inviterer i samarbejde med Foreningen Atomkraft Ja Tak til debataften 17. april om, hvorvidt vi skal have atomkraft i Danmark.
 
Arrangementet er et debatforum for alle, der er nysgerrige på ”Ja taks” forståelser og argumenter. Væk med fordommene og frem med sagligheden. Grøn Omstilling håber, at både kompetente ja-sigere og kompetente nej-sigere vil komme for at deltage i debatten.
 
17. april kl.19-21 på biblioteket på Kvægtorvet.
 
 
 
 
 
 

'Ud på tur' - konference om adgang til naturen 23. april

 
Vi nyder naturen som aldrig før – og vi vil ud i den. Ønsket om naturnære oplevelser sætter naturen under pres. Derfor må vi finde nye veje til at skabe adgang til naturen – for os selv og for turister.
 
En fælles rekreativ infrastruktur er central for, at vi kan opleve naturen i balance med både lokalsamfund, virksomheder og naturen. Derfor inviterer Dansk Kyst- og Naturturisme og Friluftsrådet til konference tirsdag den 23. april på Musholm i Korsør.
 
Læs mere og tilmeld dig på Dansk Kyst og Naturturismes hjemmeside.
 
 
 
 

INFO FRA NÆSTVED KOMMUNE

 
 
 
 

Kom med forslag til Næstved Kommunes budget for 2025

Så er det nu, du kan komme med ideer til de politiske udvalgs budgetter for 2025. Du kan få overblik over de enkelte udvalgs medlemmer og opgaver på Næstved Kommunes hjemmside, og her kan du også indsende din kommentar eller dit forslag.
 
Kommentarer, der er indsendt inden den 24/5 2024, tilgår udvalgenes behandling af budget i juni.
Kommentarer, der er indsendt inden den 13/8 2024, tilgår byrådets budgetseminar i august.
 
Næstved Kommunes budgetstrategi for 2025 blev vedtaget i Økonomiudvalget 19. februar. Se dagsordenspunktet her.
 
 
 
 
 
 
 

Vil I sætte gang i den grønne omstilling i jeres lokalområde?

- Så kan I blive vært for Næstved Kommunes Klimakaravane. Klimakaravanen kommer rundt til foreninger og forsamlingshuse og inspirerer til at sætte gang i vanebrud og nye klimafællesskaber.
 
Med Klimakaravanen bliver I klogere på klimaspørgsmål, får mulighed for at afprøve en CO2-regnemaskine og I bliver vært ved en klimavenlig fællesspisning.
 
Kontakt Næstved Kommunes klimakoordinator Anette Moss på amoss@naestved.dk / 2945 4399, hvis I vil høre mere om, hvordan jeres forening eller fællesskab bliver vært for klimakaravanen.
 
 

Kom med input til stier og natur ved Fladsågård på brugermøde 11. april

 
Næstved Kommune har købt Fårebakkerne og skoven ved Fladså Banker, og lavet et forslag til rekreative stier ved Fladsågård.
 
Sammen med Lokalråd Fladså inviterer vi nu til et møde, hvor du kan høre mere om forslaget og komme med dine input. På mødet bliver der også etableret et brugerråd, som du kan melde dig til. Brugerrådet skal rådgive Næstved Kommune om stier og natur.
 
Mødet finder sted torsdag d.11. april kl.19-21 i Mogenstrup Menighedshus.
 
 
 
 
 
 

Næstved Bymidte i fremtiden - vi har brug for dine ideer

 
Hvad skal fremtidens bymidte kunne, hvis den ikke længere bæres af handelslivet? Og hvilke udviklingsmuligheder giver den betydningsfulde middelalderby Næstved bymidte?
 
I Næstved Kommune er vi i gang med en række handleplaner for at sikre en positiv udvikling af Næstved Bymidte. Frem mod sommeren 2024 indsamler vi viden i form af ekstern rådgivning, faglig inspiration og inddragelse af interessenter og borgere.
 
Vi etablerer et åbent bykontor i midtbyen og inviterer på byvandringer. Tid og sted er ikke fastlagt endnu - men skriv til projektleder Ida Cecilie Lynggaard iclyn@naestved.dk, hvis du vil have direkte besked.
 
Til grund for arbejdet ligger Næstved Kommunes byudviklingsstrategi, som vi nu opdaterer. Du kan se byudviklingsstrategien på Næstved Kommunes hjemmeside.
 
 
 
 
 

Aktuelle planer og høringer

 
Næstved Kommunes Lokalplanportal kan du få overblik over både gældende lokalplaner og lokalplanforslag, der er undervejs. Her kan du også læse mere om, hvad en lokalplan er. Vi skriver løbende her i nyhedsbrevet, når der er lokalplaner, der er i høring.
 
Lokalplaner i høring:
 
Forslaget blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen den 09.04.2024.
Lokalplanforslaget er i offentlig høring i perioden 09.04.2024 til 04.06.2024.
 
 

Modtag nyheder, politiske dagsordener, information om høringer m.m. direkte

 
Husk at du kan abonnere på:
- Nyheder, dagsordener og referater på naestved.dk, under vejledning om abonnement.
- Nyheder fra Landdistrikternes Fællesråd (rul ned i bunden af siden for at tilmelde).
 
 

Få din historie med i næste nyhedsbrev

 
Næste udgave af LOKALDEMOKRATI OG MEDBORGERSKAB udkommer den 12. juni 2024. Tidsfristen for at sende indhold er 10. juni kl.12. Vedhæft gerne et foto, som kan bruges i nyhedsbrevet, og link til yderligere omtale. Begge dele sendes til Mette Dinesen på mldin@naestved.dk.
 
Hvis du vil have en påmindelse i din indbakke om tidsfristen for at sende indhold, så send en mail til mldin@naestved.dk.
 
 
 

KALENDER

 
 
 
 

April 2024

 
11. april kl.19-21: Offentligt møde om stier ved Fladsågård i Mogenstrup Menighedshus
 
13. april kl.9-15: Forenings- og Fritidskonference på Herlufsholm. Læs mere.
 
16. april: Ansøgningsfrist til Nordea-fondens Her Gror vi-pulje. Læs mere på Nordea-fondens hjemmeside.
 
17. april: Ansøgningsfrist til Landdistriktspuljen. Læs mere på Center for Landdistriktsudviklings hjemmeside
 
17. april kl.18-20:30: Temamøde om partnerskaber på 'Sydpolen'. Tilmelding på Næstved Aftenskoles hjemmeside
 
17. april kl.19-21: Debataften om kernekraft på Næstved Bibliotek. Læs mere på Grøn Omstillings hjemmeside.
 
23. april: Konference om rekreativ infrastruktur 'UD PÅ TUR'. Læs mere på Dansk Kyst og Naturturismes hjemmeside.
 
 
 

Maj 2024

 
1. maj: Ansøgningsfrist på Næstved Kommunes pulje til Grønne Borgerprojekter. Læs mere.
 
15. maj kl.18 i Herlufsholmhallen: Åbent møde om Herlufsholm Svømmehal. Læs mere på Herlufsholm Idrætscenters hjemmeside.
 
24. maj: Frist for at sende kommentarer til de politiske udvalg til behandling af budget 2025 i juni. Læs mere.
 
29. maj kl.18-21: Kursus for lokalråd. Kontakt Mette Dinesen på mldin@naestved.dk for yderligere info.
 
 

Juni 2024

 
10. juni kl. 12: Tidsfrist for at sende indhold til nyhedsbrevet Lokaldemokrati og Medborgerskab til mldin@naestved.dk.
 
24. juni: Ansøgningsfrist til Pulje til vedligeholdelse af gadekær og grønne områder.