Se dette nyhedsbrev i en browser
 
 

LOKALDEMOKRATI OG MEDBORGERSKAB

 
 
 
 
LOKALDEMOKRATI OG MEDBORGERSKAB #13 - Juni 2025
 
Kære læser
 
Velkommen til endnu en udgave af nyhedsbrevet Lokaldemokrati og Medborgerskab om lokal udvikling og projekter, puljer og fonde, borgerdialog, planer og høringer m.m. i Næstved Kommune.
 
Læs om hvordan Lokalråd Karrebæksminde vil styrke udviklingen i lokalområdet, få inspiration til flere seniorvenlige boliger i landsbyerne, giv et skulderklap til en frivillig ildsjæl/forening eller nominer din landsby til Årets Landsby 2025. Læs om Næstved Kommunes nye kommuneplan og vil du ud i naturen, kan du læse om mulighederne for at tage kommunebussen eller gå en guidet tur på Den grønne ring.
  
Har du en historie til næste nyhedsbrev, så send en mail til mldin@naestved.dk senest 8. september 2025.
 
Send gerne nyhedsbrevet videre med en opfordring om at tilmelde sig nyhedsbrevet her.
 
 
 

INSPIRATION FRA LOKALOMRÅDER

 
 
 
 

Lokalråd Karrebæksminde vil styrke udviklingen af lokalområdet via to nye indsatsområder

Lokalråd Karrebæksminde har for 2025 og 2026, med baggrund i den kommende nye kommuneplan, besluttet to nye indsatsområder som vil styrke udviklingen af deres lokalområde.
 
Indsatsområderne er: 
 
1. By-udvikling, herunder implementering af nye boligformer
 
Lokalrådet vil, i samarbejde med Næstved kommune, deltage aktivt i arbejdet med at tiltrække investorer med erfaring i de forskellige boligformer. At behovet for mindre lejeboliger er enormt ses ganske tydeligt på den venteliste, som allerede er opstået i forbindelse med udlejningen af de ganske få rækkehuse som er opført det seneste år.
 
2. Støtte den fremtidige turismeudvikling gennem en overordnet turistplanlægning 
 
Lokalrådet har gennem de sidste 10 år deltaget aktivt i flere aktiviteter, som har fokuseret på udvikling af de bløde faciliteter.
Lokalrådet vil i samarbejde med områdets erhvervsvirksomheder, turismeinvestorer samt Næstved Kommune deltage i en yderligere udvikling og forskønnelse af området – til glæde for både turister og de faste beboere.
Læs mere
 
 
 

Europastenen - fra Dragehøj til Fensmark Bibliotek

Venner af Europa er en lokalt forankret forening, hvis formål er at knytte bånd over landegrænserne i Europa. Det kan forgå ved kulturelle, uddannelsesmæssige eller personlige kontakter eller udvekslinger. Foreningen er del af et europæisk partnerskab af landkommuner i Europa.
 
Europastenen blev sat op under partnerskabets årsmøde i 1991, der fandt sted i Fensmark. Først ved Dragehøj, men nu er den blevet flyttet til et mere synligt sted foran biblioteket.

Har du som privatperson lyst til at møde andre i en europæisk venskabsby og deltage i multikulturelle møder/workshops, har du mulighed for at blive medlem af foreningen, hvis blot du er bosiddende i Næstved Kommune.

Hvis din forening ønsker at udveksle kontakter gennem sport, teater, musik eller andet, har Venner af Europa mulighed for at formidle kontakt gennem deres netværk.
Læs mere
 
 
 

Velkommen til et nyt lokalråd - Lokalråd i Markkvarteret

Ildsjæle fra Markkvarteret har stukket hovederne sammen om at etablere et lokalråd i Markkvarteret. Med et lokalråd kan alle samles og tale om udfordringer, forbedringer, aktiviteter vedrørende deres område. Et lokalråd vil kunne være et bindeled mellem boligområdet og Næstved kommune.

Enkelte har i den senere tid observeret utrygge aktiviteter i boligområdet og på skolen, hvilket der skal gøres noget ved, sådan at alle kan være trygge ved at færdes i området. Udover dette er emnerne som trafik, aktiviteter, faciliteter samt sociale fællesskaber noget som lokalrådet har talt om, ville kunne styrke sammenhold på kryds og tværs af borgerne og gøre området endnu bedre at bo i.
 
Der afholdes stiftende generalforsamling af lokalrådet onsdag den 11. juni kl. 17:15 - 18:15, Kildemarksskolen, Kreativt værksted.
 
Bliv medlem af gruppen og se dagsordenen ved at klikke på "Læs mere"
Læs mere
 
 
 

PULJER OG FONDE

 
 
 
 

Skal vi synge sammen?

Nordea-fonden åbner nu en ny sangpulje 'Vi synger sammen', der skal hjælpe med at skrue op for fællessangen i Foreningsdanmark. Med 10 mio. kr. i puljen kan almennyttige foreninger og organisationer søge op til 15.000 kr. til både højskolesangbøger og lokale sangaktiviteter. 
 
Puljen er både for de foreninger, som allerede synger sammen og for de foreninger, som aldrig har sunget fællessang sammen før. Alle kan være med. Det vigtigste er, at I har lyst til at synge sammen!
 
I kan søge op til 5.000 kr. til at afholde en fællessangsaktivitet og/eller I kan søge op til 10.000 kr. til indkøb af en sangpakke fyldt med højskolesangbøger. Samlet kan der søges op til 15.000 kr. pr. projekt.

Puljen er åben og kan søges løbende, indtil den er tømt. Når I har sendt jeres ansøgning, kan I forvente svar inden for fire uger.
Læs mere
 
 
 

Få flere seniorvenlige boliger i jeres landsby

Grøn Boligrotation er et projektsamarbejde, som sætter fokus på flere seniorvenlige boliger og energirenovering i landsbyer over hele Danmark.

Projekt Grøn Boligrotation i Landdistrikterne understøtter ambitiøse landsbyer i at skabe mere rotation i boligmassen ved at bistå dem i deres arbejde med at få flere attraktive seniorvenlige boliger. Samtidig fokuserer projektet på energi­renovering af boligmassen i byen.
Begge dele er med til at øge mulighederne for at tiltrække børnefamilier samtidig med at kvaliteten af landsbyens boligmasse øges, herunder energi­mærkningen.
 
Ansøgningsfrist den 18. juni 2025 
Læs mere
 
 
 

Gør det gode liv endnu bedre

Næstved Kommune støtter fortsat borgerdrevne initiativer, der understøtter indsatserne i Handlingskatalog for Godt liv i lokalområder - på landet og i byerne 2024-2028.
 
Puljen har til formål at understøtte borgerdrevne initiativer, der gør det gode liv endnu bedre, indenfor temaerne
- Transport
- Bosætning og boligformer
- Fællesskaber og frivillighed
- Aktiviteter, faciliteter og adgang til naturen

Puljen støtter også initiativer, der styrker lokaldemokratiet generelt – herunder oprettelse af lokalråd i de områder, hvor der ikke er et aktivt lokalråd.
 
Puljen er på 150.000 kr. i 2025.
 
Sidste ansøgningsfrist i 2025 er 1. september.

Læs mere i Handlingskatalog for Godt liv i lokalområder og i folder om puljen ’Hvordan skaber vi det gode liv i lokalområderne?’.
Læs mere
 
 
 

Giv et skulderklap og 10.000 kr. til en ung, en frivillig ildsjæl eller en hel forening

Nu har du muligheden for at sende din indstilling til Fritidsudvalgets tre priser.

Der kan indstilles til:
• Ungdomsprisen
• Ildsjæleprisen
• Foreningsprisen

Foruden hæderen og anerkendelsen, modtager vinderen 10.000 kroner til sin forening.

Send din indstilling senest lørdag den 9. august ved at trykke her
 
Priserne overrækkes af Fritidsudvalget til Foreningernes Dag i Rådmandshaven lørdag den 6. september.
Så sæt allerede nu kryds i kalenderen.
Læs mere
 
 
 

ARRANGEMENTER, KURSER, PRISER, NETVÆRK, VIDEN

 
 
 
 

Bor du i Årets Landsby 2025?

Årets Landsby 2025 vil hædre de landsbyer, der har et ’Fællesskab for Fremtiden’. Det er landsbyer med et stærkt fællesskab, der kan samle, pleje, få alle med og få folk til at trives i det daglige, og når fremtiden banker på døren.

Temaet vil udforske, hvordan landsbyer kan stå sammen og håndtere nogle af de udfordringer, der kendetegner verden af i dag – fra stigende vandmasser til voksende ensomhed i befolkningen.
 
På spil er æren samt en check på 50.000 kroner til vinderlandsbyen, mens 2. og 3. pladsen hver honoreres med 25.000 kroner. Derudover vil vinderlandsbyen fejres med en kåringsfest d. 13. september 2025.
 
Frem til den 13. juni 2025 kl. 12.00 har landsbyer over hele landet mulighed for at indsende deres ansøgning om at blive Årets Landsby 2025.
 
Læs mere
 
 
 

Kom og oplev FrivilligBørs for første gang i Næstved

Fredag den 26. september 2025 kl. 16.30 løber den første FrivilligBørs indenfor Næstved kommunegrænser af stablen.

FrivilligBørs er en møde- og markedsplads, hvor frivillige foreninger og grupper, virksomheder og offentlige institutioner mødes på tværs for at skabe nye samarbejder og udveksle ressourcer. Det kan være varer, idéer, viden, kompetencer og lignende, men ikke penge. Alle tilbud og ønsker skal være gratis.
 
Inden FrivilligBørsen modtager alle deltagere et ’børskatalog’, hvor man på forhånd kan orientere sig i de øvrige deltageres tilbud og ønsker. Der er ikke boder og stande, for man går rundt mellem hinanden.

Invitationen udsendes i slutningen af juni, men sæt allerede nu et stort kryds i kalenderen.

FrivilligBørs arrangeres af Næstved Kommune, Næstved Frivilligråd og Frivilligcenter Næstved.
Læs mere
 
 
 

INFO FRA NÆSTVED KOMMUNE

 
 
 
 

Kør gratis med bussen

Køreplanerne for kommunebusserne tilpasses et nyt skoleår 2025/2026
Kommunebussernes køreplaner vil blive tilpasset folkeskolernes nye ringetider gældende fra d. 11. august 2025, hvor skoleåret 2025/2026 begynder.

Find de opdaterede køreplaner for kommunebusserne samt et kort over de forskellige ruter her: 
Køreplaner 

Du har mulighed for at modtage en opdatering, hvis køreplanerne midlertidigt ændres ved at trykke "Abonner" og indtaste din mailadresse. 

Vidste du, at alle kan køre med Kommunebusserne?
De fleste skolebusruter i Næstved Kommune er såkaldte ’kommunebusser’.

Kommunebusserne er planlagt efter at transportere kørselsberettigede folkeskoleelever til/fra skole, men alle kan benytte kommunebusserne, når de alligevel kører.
Du kan benytte kommunebusserne uden at skulle indløse billet, hvilket gælder både skoleelever, uddannelsessøgende, ældre og øvrige rejsende.
(OBS – i de øvrige af kommunens Movia-buslinjer, skal du fortsat betale for billetten).

Du kan stå af og på kommunebusserne ved de eksisterende stoppesteder langs ruten, men der er også mulighed for på hele ruten at vinke busserne ind til siden og stige på eller af, hvis færdselsloven tillader det.

Der findes i alt 14 kommunebusruter på tværs af Næstved Kommunes geografi.
 
Læs mere
 
 
 

Forslag til Kommuneplan 2025 er i høring til 2. juli

Byrådet har nu godkendt et forslag til Kommuneplan 2025. Forslaget er i offentlig høring i 8 uger fra den 7. maj 2025. Alle kan komme med deres bemærkninger til forslaget indtil 2. juli 2025.

Formålet med kommuneplanen og offentlig høring
Kommuneplanen omfatter hele kommunen. Den beskriver Byrådets mål for den fysiske planlægning, f.eks. hvordan byerne skal vokse, erhvervsudvikling, overordnet trafikbetjening, naturbeskyttelse, jordbrug og mange andre emner.

Du kan læse mere om Kommuneplan 2025 her og se selve forslaget her.

Interesserede kan få udleveret ét fysisk eksemplar af forslag til Kommuneplan 2025 ved henvendelse til Center for Teknik og Miljø.

Vi vil rigtig gerne have dine synspunkter
Hvis du har synspunkter eller ændringsforslag til forslag til Kommuneplan 2025, kan du indsende dem på den digitale udgave af forslag til Kommuneplan 2025.

De kan også sendes på e-mail til blivhoert@naestved.dk eller med post til Team Plan og Geodata, Center for Teknik og Miljø, Rådmandshaven 20, 4700 Næstved, så vi har dit høringssvar senest den 2. juli 2025.

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller bemærkninger.
 
 
 

Dialog mellem politikere og lokalråd

Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget holder igen i år dialogmøder med lokalrådende. Et særligt tema bliver opstilling af vedvarende energianlæg og uddelingen af Grøn Pulje, som kommer til at fylde en del i mange lokalområder de kommende år. Det bliver også muligt at drøfte andre emner på møderne.
  
Datoer for dialogmøderne er 10. juni, 11. august og 1. september. Kontakt dit lokalråd for at få at vide, hvornår dit lokalråd skal til dialogmøde og hvilke emner, lokalrådet vil drøfte med politikerne. Se en oversigt over alle lokalråd her.
 
Der er også sat en dato for Lokalrådenes Stormøde, hvor alle byrådsmedlemmer og alle lokalrådsmedlemmer er inviteret, nemlig lørdag den 22. november kl. 10-14. Mere information kommer senere.
 
 
 

Gå Den grønne ring med guide i ørerne

Foråret er på vej og det er en god anledning til at komme ud og nyde naturen. Det kunne bl.a. være at gå ruten "Den grønne ring". 

Den grønne ring er et ca. 30 km langt stisystem i Næstved, hvor du nu også har mulighed for at lytte til fortællingen om Den grønne ring i en ny podcast og opleve noget af den dejlige natur, som Næstved har at byde på. 

Podcasten indenholder 5 episoder om Den grønne ring, hvor du samtidigt bliver guidet i 5 konkrete forslag til, hvor din tur kan begynde. 

Besøg https://www.naestved.dk/dengroennering og lyt med!
 
God tur.
Læs mere
 
 
 

Kom med forslag til Næstved Kommunes budget for 2026

Du har mulighed for at komme med ideer til de politiske udvalgs budgetter for 2026. 
 
Overblikket over udvalgenes medlemmer samt opgaver får du på Næstved Kommunes hjemmeside. Her kan du også indsende din kommentar eller dit forslag.
 
Kommentarer, der er indsendt inden den 4. august 2025, tilgår byrådets budgetseminar den 21. august 2025.
 
Læs Næstved Kommunes budgetstrategi for 2026 her.
 
 
 

Kommunalvalget skal nå ud til alle

Valg- og demokratiaktiviteter i hele kommunen
Kommunalvalget skal nå ud til alle borgere i Næstved Kommune. Uanset, om man bor i et mindre lokalsamfund, et større bysamfund eller i Næstved by. Næstved Kommune har sætlig opmærksomhed på at engagere lokale frivillige foreninger og civilsamfund – herunder lokalråd, bylaug og idrætsforeninger.
Kommunen stiller de lokale biblioteker i Næstved, Fuglebjerg, Fensmark, Korskilde og Glumsø til rådighed og lægger som tidligere år gerne hus til valgdebatter og demokratiarrangementer for borgere og foreninger, der ønsker at arrangere. Derudover vil der igen være mulighed for at brevstemme på bibliotekernes borgerservicecentre.

Kalender med valgarrangementer
Arrangementer om valget og lokaldemokrati kan annonceres gratis i begivenhedskalenderen på Visit Sydsjælland og Møns hjemmeside.
 
 
 

Aktuelle planer og høringer

På Næstved Kommunes Lokalplanportal kan du få overblik over både gældende lokalplaner og lokalplanforslag, der er undervejs. Her kan du også læse mere om, hvad en lokalplan er. Vi skriver løbende her i nyhedsbrevet, når der er lokalplaner i høring.
 
Lokalplaner i høring:
I høring indtil 01.08.2025 
 
 
Nyligt vedtagne lokalplaner:
Lokalplanen blev vedtaget 25.03.2025
 
Lokalplanen blev vedtaget 25.03.2025
 
Læs mere
 
 

Modtag nyheder, politiske dagsordener, information om høringer m.m. direkte

Husk at du kan abonnere på:
- Nyheder, dagsordener og referater på naestved.dk, under vejledning om abonnement.
- Nyheder fra Landdistrikternes Fællesråd (rul ned i bunden af siden for at tilmelde).
 
 

Få din historie med i næste nyhedsbrev

Næste udgave af LOKALDEMOKRATI OG MEDBORGERSKAB udkommer den 10. september 2025. Tidsfristen for at sende indhold er 8. september 2025. Send tekst sammen med et foto, som vi må bruge i nyhedsbrevet, og link til yderligere omtale til Mette Dinesen på mldin@naestved.dk.
 
Hvis du vil have en påmindelse i din indbakke om tidsfristen for at sende indhold, så send en mail til mldin@naestved.dk.
 
 
 

KALENDER

 
 
 
 

Juni 2025

2. juni - Ansøgningsfrist for puljen Godt liv i lokalområder. Læs mere
 
4. juni - Verdens Vildeste Brobyggere. Læs mere
 
6. - 8. juni - Næstved Træskibsfestival. Læs mere
 
10. juni - Dialogmøde mellem politikere og lokalråd
 
13. juni - Ansøgningsfrist kl. 12:00, Årets Landsby 2025. Læs mere
 
18. juni - Ansøgningsfrist, Grøn boligrotation. Læs mere
 
21. - 22. juni - Næstved Søjler. Læs mere
 
 

August 2025

8. august - 10. august - Street Cut 2025, Grønnegades kaserne, kulturcenter. Læs mere
 
15. august - 16. august - Næverland festival, Jernbanegade. Læs mere
 
28. august - 30. august - Næstved Metalfest, Grønnegades kaserne, kulturcenter. Læs mere
 
 

September 2025

1. september - Dialogmøde mellem politikere og lokalråd.
 
1. september - Ansøgningsfrist for Godt liv i lokalområder - på landet og i byerne 2024-2028. Læs mere
 
6. september - Foreningernes Dag. Læs mere
 
4. september - 7. september - Næstved Madfestival. Læs mere