Se dette nyhedsbrev i en browser
 
 

LOKALDEMOKRATI OG MEDBORGERSKAB

 
 
 
 
LOKALDEMOKRATI OG MEDBORGERSKAB #6 - JANUAR 2024
 
Kære læser
 
Denne gang kan du læse om, hvordan du bliver klogere på klima, ChatGPT, frivillighed og Grøn boligrotation. Se hvordan du kan bidrage til stier og natur ved Fladsågård og til at livet i lokalområderne bliver endnu bedre. Som altid er der forskellige puljer og fonde, du kan søge. En flot ny film skal tiltrække børnefamilier til Glumsø, der også har fået et gavlmaleri.
 
Dette er sjette udgave af nyhedsbrevet om borgerdrevne projekter, lokal udvikling, puljer og fonde, borgerdialog, planer og høringer m.m. i Næstved Kommune.
  
Du kan selv være med til at sørge for, at de næste nyhedsbreve så gode som muligt - skriv til os om historier og nyheder om, hvad der rør sig lokalt. Send en mail til mldin@naestved.dk - og meget gerne med et billede, som vi må bruge.
 
Hjælp os med at udbrede kendskabet til nyhedsbrevet ved at sende det videre og opfordre til at tilmelde sig nyhedsbrevet her.
 
 
 

INSPIRATION FRA LOKALOMRÅDER

 
 
 
 
 
 

Ny film skal få børnefamilier til Glumsø

 
Glumsø Lokalråd har lavet en helt ny film om alle de muligheder der er, hvis man vælger at flytte til Glumsø. Og det er ikke så lidt. Filmen er finansieret af lokale sponsorer.
 
Overvejer I også at lave en film om jeres landsby, bydel eller lokalområde? Kontakt Poul eller Visti i Glumsø Lokalråd og hør om deres erfaringer: glumsoelokalraad@gmail.com
 
Se filmen på Facebook eller på Glumsø Netavis (midterspalten, lidt nede på siden).
 
 
 
 
 

Ny opholdsplads ved Karrebækstorp gadekær

I Karrebækstorp får de meget ud af lidt: Pladsen omkring gadekæret er nemlig trang - alligevel er det lykkedes at få plads til et fint bord-bænkesæt, oven i købet skænket af en af de lokale.
 
Førskønnelse af gadekæret er et af omdrejningspunkterne for fællesskabet omkring bylauget, der er blevet genetableret efter at have ligget i dvale.
 
Har I brug for hjælp til jeres landsbyfællesskab, så kontakt konsulent for lokalområder Mette Dinesen: mldin@naestved.dk / 2374 2129.
 
 
 

Har du set gavlmaleriet i Glumsø?

For Jens Bybeck Nielsen fra Glumsø Lokalråd var der ikke langt fra tanke til handling: Glumsø skal have sit eget gavlmaleri! Pengene blev rejst, og Jens kontaktede kunstner Anne Bundgaard. Anne er uddannet på Royal Danish Academy of Design og har lavet mange mur- og vægmalerier. Se fotos af maleriet på hendes hjemmeside - og tag til Glumsø og se maleriet selv.
 
Gavlmaleriet blev afsløret på KOKS i august sidste år og kan ses på gavlen hos Ahlmann i Storegade. De to mennesker på maleriet repræsenterer Glumsøs indbyggere - både børn og voksne.
 
 
 
 
 

PULJER OG FONDE

 
 
 
 
 
 

Søg penge til bynatur og fællesskaber

Nu kan I igen søge Nordea-fonden om tilskud på mellem 200.000 og 1 mio. kr. til at skabe grønne åndehuller og styrke fællesskab i byerne. De næste ansøgningsfrister er: 6. februar, 5. marts og 16. april.

Jeres projekt skal indeholde udendørs aktiviteter, der understøtter fællesskabet og bidrager til flere gode liv i byen, der skal være på min. 1.000 indbyggere. Initiativerne skal komme mange til gode, bidrage til flere grønne og blå samlingssteder og styrke biodiversiteten i byerne. 

Der er 75 mio. kr. i puljen. Læs mere på Nordea-fondens hjemmeside.

 

 
 

Søg støtte til at fremme fællesskabet i bygninger og byrum omkring jer

  • Brænder I for at skabe nyt liv, nye aktiviteter og mødesteder i jeres lokalområde?
  • Vil I være med til at fremme fællesskabet i de bygninger og byrum, der omgiver jer?
  • Og har I lyst til at eksperimentere med bæredygtige tiltag i byggeriet og bygningskulturen?
Så kan I søge støtte hos Realdanias 'Underværker'.

Det kan være drømme om at skabe nyt liv og fællesskab gennem containerbyer, byhaver eller mobile udekøkkener, eller drømme om at lave nye aktiviteter og mødesteder i lokalsamfundets gamle fabrik, landsbyens lukkede skole eller havnens tomme hal eller noget helt tredje.

Fristen for ansøgninger i 2024 er 29. februar kl. 12. I kan søge om op til 1.200.000 kr. til et projekt.

Læs mere på underværker.dk.
 
 
 
 
 
 
 

Få støtte til dit arrangement om lokal bygningskultur

 
Er der et særligt sted, der hvor I bor, som I synes, flere bør kende? Og vil I være med til at vise, hvordan vi gør vores bygninger og landskaber til en del af det bæredygtige samfund nu og i fremtiden?
 
Samlingskraft-puljen kan søges om op til 25.000 kr. til et arrangement, der sætter fokus på den lokale bygnings- og landskabskultur, fremmer forståelsen for bæredygtige løsninger og skaber nye, lokale fællesskaber.
 
Ansøgningsfrist 7. februar. Læs mere på samlingskraft.dk.
 
 
 
 
 

Kender du Næstved Kommunes puljer til aktiviteter og begivenheder?

Læs her om puljerne her og kontakt Center for Kultur og Borgerservice, hvis du har spørgsmål: ckb@naestved.dk.
 
 
 

KURSER, ARRANGEMENTER, PRISUDDELINGER, NETVÆRK, VIDEN

 
 
 
 

Kunstig intelligens ChatGPT - Kan vi bruge det i foreningerne?

Udviklingen går rasende hurtigt, og det kan være svært at følge med og forstå betydningen af kunstig intelligens for vores liv, vores samfund og vores foreninger.
 
På Fritidsudvalgets temamøde 5. februar kl.18 holder Christian Sophus Ehlers oplæg om: Hvad kan vi bruge det til? Hvad er fordelene for fx. en forening? Er der noget vi skal passe på? Og hvad er der af etiske overvejelser, som vi bør tage i betragtning, når vi lader robotter blive en del af vores verden? Han giver også sine konkrete tips og tricks til at komme i gang med ChatGPT hos jer.

 
 
 
 
 

Hvad er vigtigt i jeres frivillige hverdag? Deltag i konference 13. april

 
 
Kom til en dag fuld af inspiration på Fritidsudvalgets Forenings- og fritidskonference på Herlufsholm Skole og gods 13. april kl. 9–15.

Der bliver dialog med vores lokale politikere, workshops om faciliteter, kommunikation, frivillighed, fundraising, talentudvikling, unges skaberkraft, aktiviteter der giver smil på læben og styrker fællesskabet samt rundvisning af elever fra Herlufsholm skole - og en lækker frokost.

Dagen slutter med god underholdning og mulighed for at få talt med dem, man ikke har nået i løbet af dagen. Information om tilmelding kommer.
 
 
 
 
 

Nu bliver det nemmere at oprette en foreningskonto

 
Fremover skal det være muligt for idrætsforeninger, andre foreninger og erhvervsdrivende at åbne en basal betalingskonto i en bank. Det nye initiativ blev offentliggjort inden jul af kulturminister Jakob Engel-Schmidt og erhvervsminister Morten Bødskov. Dermed vil foreningerne slippe for meget af det bøvl og bureaukrati, der har været, så de fremover nemt og billigt kan have en bankkonto.
 
Læs mere i pressemeddelelsen fra Erhvervsministeriet, og hold øje med, når den nye lovgivning kommer på plads.
 
 

Grøn boligrotation = ældrevenlige boliger + energirenovering af parcelhuse

Der er langt mellem seniorvenlige boliger i landdistrikterne, og det får de ældre til at blive boende i store huse, som med tiden bliver for vedligeholdelseskrævende. Konsekvensen er, at husene risikerer at forfalde og blive usælgelige.
 
Nu kommer en ny guide med konkrete anbefalinger til at sætte skub i energirenoveringen og inspirere landsbyer og kommuner til at bygge flere attraktive og seniorvenlige boliger. Guiden er lavet af Landdistrikternes Fællesråd og Forenet Kredit på baggrund af pilotprojekter i tre landsbyer: Ejby, Asaa og Givskud. 

 
 
 
 

INFO FRA NÆSTVED KOMMUNE

 
 
 
 
 
 

Vil I være med til at gøre Obama-besøget til en folkefest?

 
Har I ideer til, hvordan Barak Obamas besøg i Næstved d.15. marts bliver til en folkefest, så vil vi i Næstved Kommune gerne understøtte jeres initiativer. Det kunne f.eks. være ved at arrangere debat om amerikansk politik i forsamlingshuset, servere burgere på ældrecentrene, lave forløb i skolerne, udstille amerikanerbiler i lokalområdet, lave amerikansk flagallé eller noget helt andet. 
 
Kontakt Sarah Jones på sarjon@naestved.dk og fortæl om din idé, og hør hvordan vi kan hjælpe.
 
 
 

Få indflydelse på budgetprocessen for 2025

Næstved Kommunes budgetstrategi for 2025 forventes vedtaget i Økonomiudvalget 19. februar. Herefter åbnes de politiske udvalgs budgetblogge på hjemmesiden, og det muligt at indgive høringssvar/komme med forslag til budget 2025.
 
Hold øje med Økonomiudvalgets dagsorden her. Dagsorden offentliggøres ugen inden mødet.
 
 
 
 
 
 
 

Vil du være klimaklog?

Så kom til Grøn inspirationsaften, klimamad og fællesspisning torsdag den 22. februar kl. 17-20 Ressource City på Maglemølle.
 
I Næstved Kommune er vi ved at udvikle en 'Klimakaravane' og vi vil gerne have dine ideer til, hvordan vi får den ud over rampen. Karavanen skal besøge forsamlingshuse, foreninger og andre fællesskaber, hvor alle kan komme til en klimavenlig middag. Samtidig kan deltagerne finde deres eget CO2-aftryk og lægge spiren til nye klimafællesskaber.
 
Aftenen er arrangeret af Næstved Kommune i samarbejde med DOF – Næstved Aftenskole og Vanebrudspalæet.
 
 
 
 
 
 

Kom med input til stier og natur ved Fladsågård på brugermøde 11. april

 
Næstved Kommune har købt Fårebakkerne og skoven ved Fladså Banker, og lavet et forslag til rekreative stier ved Fladsågård.
 
Sammen med Lokalråd Fladså inviterer vi nu til et møde, hvor du kan høre mere om forslaget og komme med dine input. På mødet bliver der også etableret et brugerråd, som du kan melde dig til. Brugerrådet skal rådgive Næstved Kommune om stier og natur.
 
Mødet finder sted torsdag d.11. april kl.19-21 i Mogenstrup Menighedshus.
 
 
 
 
 
 

Spørgsmål til foreningsarbejdet? Brug vores nye foreningskonsulent

Lone Lisborg er Næstved Kommunes nye foreningskonsulent. Hun arbejder i Kultur og Fritid og glæder sig til at hjælpe jer med alle mulige spørgsmål om foreningsarbejde.

Kontakt Lone på telefon: 2026 8979 eller mail: lonlis@naestved.dk.
 
 
 

Hvordan bliver det gode liv lokalt endnu bedre? Vi vil gerne høre din mening.

 
Byrådet har netop godkendt et forslag til, hvordan vi i fællesskab styrker det gode liv i lokalområderne - både på landet og i byerne.
 
Nu bliver forslaget blevet sendt i høring, og du kan komme med input til f.eks.: Hvordan skaber vi alternative kollektive transportmuligheder? Har du ideer til nye boligformer? Eller fællesskaber på tværs om f.eks. grøn omstilling, fælles faciliteter e.l.? Hvor er der behov for nye stier, der giver bedre adgang til naturen? 
 
Du kan:
- Sende os et formelt høringssvar
- Møde op på Rønnebæksholm d.4. marts kl.17-19. Her fortæller vi mere om Godt liv i lokalområder, og du kan deltage i dialogen med politikere og andre medborgere. Giv os gerne besked om du kommer på mldin@naestved.dk.
 
Du kan læse forslaget her og indsende dit høringssvar fra 5. februar til 8. april. Klik på ’Indsend høringssvar’ øverst til højre.
 
 
 
 
 
 
 

Aktuelle planer og høringer

 
Næstved Kommunes Lokalplanportal kan du få overblik over både gældende lokalplaner og lokalplanforslag, der er undervejs. Her kan du også læse mere om, hvad en lokalplan er. Vi skriver løbende her i nyhedsbrevet, når der er lokalplaner, der er i høring.
 
 
Forslaget blev vedtaget i Byrådet den 19.12.2023

Lokalplanforslaget er i offentlig høring i perioden 05.01.2024 til 01.03.2024

Næstved Kommune inviterer til informationsmøde om forslaget d.8. februar kl.16:30-18 i Herlufmaglehallen. Send gerne dine spørgsmål til os forud for mødet på blivhoert@naestved.dk. Skriv ”Solceller ved Viborggård” i emnefeltet.
Læs mere og indsend dit høringssvar her.


Lokalplan 107 for Fensmark Energipark 

Forslaget blev vedtaget i Byrådet den 30.01.2024

Lokalplanforslaget er i offentlig høring i perioden 09.02.2024 til 05.04.2024

Næstved Kommune inviterer til informationsmøde om forslaget d.28. februar kl.16:30 i Holmegaard-Hallen.
Send gerne dine spørgsmål til os forud for mødet på blivhoert@naestved.dk. Skriv ”Fensmark energipark” i emnefeltet.
Læs mere og indsend dit høringssvar (fra d.9. februar) her.

 
 

Modtag nyheder, politiske dagsordener, information om høringer m.m. direkte

 
Husk at du kan abonnere på:
- Nyheder, dagsordener og referater på naestved.dk, under vejledning om abonnement.
- Nyheder fra Landdistrikternes Fællesråd (rul ned i bunden af siden for at tilmelde).
 
 

Få din historie med i næste nyhedsbrev

 
Næste udgave af LOKALDEMOKRATI OG MEDBORGERSKAB udkommer den 10. april 2024. Tidsfristen for at sende indhold er 8. april kl.12. Vedhæft gerne et foto, som kan bruges i nyhedsbrevet, og link til yderligere omtale. Begge dele sendes til Mette Dinesen på mldin@naestved.dk.
 
Hvis du vil have en påmindelse i din indbakke om tidsfristen for at sende indhold, så send en mail til mldin@naestved.dk.
 
 
 

KALENDER

 
 
 
 

Februar 2024

 
5. februar kl. 18–20.30: Temamøde om kunstig intelligens. Læs mere på Næstved Aftenskoles hjemmeside.
 
6. februar: Ansøgningsfrist til Nordea-fondens Her Gror vi-pulje. Læs mere på Nordea-fondens hjemmeside.
 
7. februar: Ansøgningsfrist til Samlingskraft: Læs mere på samlingskraft.dk.
 
22. februar kl.17-20: Grøn inspirationsaften på Ressourcecity. Se invitationen og tilmeld dig her.
 
29. februar kl. 12: Ansøgningsfrist til Realdanias kampagne 'Underværker' Læs mere på underværker.dk.
 
 

Marts 2024

 
4. marts kl.17-19: Dialogmøde om handlingskatalog for Godt liv i lokalområder på Rønnebæksholm. Tilmelding på mldin@naestved.dk
 
5. marts: Ansøgningsfrist til Nordea-fondens Her Gror vi-pulje. Læs mere på Nordea-fondens hjemmeside.
 
15. marts: Barak Obama i Næstved Arena
 
 

April 2024

 
8. april kl.12: Frist for at sende indhold til nyhedsbrevet Lokaldemokrati og medborgerskab på mldin@naestved.dk
 
11. april kl.19-21: Offentligt møde om stier ved Fladsågård i Mogenstrup Menighedshus
 
13. april kl.9-15: Forenings- og Fritidskonference på Herlufsholm. Info om tilmelding kommer.
 
16. april: Ansøgningsfrist til Nordea-fondens Her Gror vi-pulje. Læs mere på Nordea-fondens hjemmeside